At vokse op med en forælder med borderline personlighedsforstyrrelse
Efter du har indset og erkendt at den ene af dine forældre har borderline personlighedsforstyrrelse eller borderline træk, kan det sværeste være at acceptere at din egen forælder muligvis ikke har evnen til at indse, hvilken barndom han/hun gav dig. Det gør ondt, at hver gang du forsøger at tale med hende/ham om din barndom, så afviser hun/han dine oplevelser som helt forkerte.
Din mor/far kan måske beskrive din barndom som helt normal og at hun/han faktisk var en god og omsorgsfuld mor/far. Hun/han kan måske ikke forstå din kritik og måske kan hun/han ikke huske de eksempler, som du kommer med på hendes/hans humørsvingninger.
Hvorfor kan de ikke huske?
Jeg har arbejdet i mange år med patienter med borderline personlighedsforstyrrelse i psykiatrien. Min oplevelse er, at når de bliver meget vrede, kede af det eller på anden vis følelsesmæssigt ustabile, at de rent faktisk ikke kan huske, hvad de har gjort eller sagt. Det er som om den viden ikke lagres i deres hjerne, når de er følelsesmæssigt helt ude i yderkanterne.
Så det kan faktisk være at din mor/far ikke kan huske episoderne – men derfor skete de stadig. Du skal vide, at du måske ikke vil få din mor/far til at indse og tage ansvar for de handlinger som hun/han gjorde. Handlingerne med voldsomme følelsesudbrud virker måske helt fremmede for din mor/far og for hvordan hun/han opfatter sig selv – hun/han ofrede jo sig for dig og var en rigtig god mor/far. Derfor afviser din mor/far måske meget bestemt, at hun/han sagt eller gjort disse ting.
Sandhedsvidner?
Det kan være en rigtig smertefuld erkendelse. At den undskyldning eller det ansvar din mor/far burde tage, kan hun/han måske ikke tage eller give. Du er måske så heldig, at du har nogle andre sandhedsvidner i dit liv – en god barndomsveninde, dine søskende, din far/mor eller andre som kan genkende det du fortæller og måske huske dig på ting, som du selv har glemt.
Hel dine barndomssår
Det er vigtigt, at have en person, som forstår det du har oplevet, som du kan tale med om din barndom for at hele dine barndomssår. Du har brug for at få en samlet fortælling om din barndom, og den kan du ikke få ved at tale med din mor om din barndom. En samlet fortælling kan lære dig, hvilke mønstre du har tillært dig som barn, og også lære dig, hvordan du kan handle anderledes.
Har du lyst til at få flere inspirerende artikler meld dig til vores mail-liste og start din vej mod forandring! Du kan også booke en tid til samtale på 30911771 eller på vores sikre email terapi@minterapi.dk
De bedste hilsner
Psykolog Siri Wessel Wetlesen
Specialpsykolog i Psykiatri, Stressbehandling, Angst, Depression, ADHD, Autisme og Behandling af Personlighedsforstyrrelser.
Psykologklinik nær København, i hjertet af Hellerup og i Nordsjælland, Hornbæk