Hyperfokus – hvad er det?
Hyperfokus er et ekstremt højt opmærksomhedsniveau som kan vare i flere timer. Du koncentrerer dig om noget så intenst, at du mister opmærksomhed på alt det, der foregår udenfor og inden i dig. Du opdager ikke, at du skal tisse, er sulten, er tørstig eller er træt. Du lukker af for omgivelserne og hører ikke, hvad der foregår uden for dig.
Der kunne falde en bombe ned lige ved siden af dig, og du ville ikke opdage det.
Hyperfokus ses ofte ved personer med ADHD, men det er ikke et officielt symptom på ADHD. Kun et studie har bevist at personer med ADHD har nemmere ved at have hyperfokus end andre mennesker.
Alle kan forsvinde i noget som interesserer dem. Når du laver noget, som du virkelig elsker, så kan du lukke af for omverdenen og helt glemme tiden. Mennesker med ADHD kan have mere end svært ved at bryde ud af hyperfokus og skifte deres opmærksomhed over til noget andet.
Hjernen og hyperfokus
Videnskaben har påvist, at forandringer i frontallapperne (din forreste del af hjernen, som du bl.a. bruger til planlægning og strukturering af din dagligdag) kan fører til hyperfokus. Personer med ADHD har ofte forandringer i frontallapperne. Dette kan betyde, at de får problemer med at kontrollere hvor meget opmærksomhed de giver til opgaverne.
Et typisk eksempel er, at personer med ADHD kan få meget forskellige karakterer for opgaver inden for samme fag. Når de evner at skabe hyperfokus, kan de få en utrolig høj karakter, men når de ikke kan “bryde igennem opmærksomhedsmuren”, så får de en lav karakter. De kan altså ikke selv vælge, hvornår de er hyperfokuserede.
Hyperfokus kan føles som et fristed, da det er der personer med ADHD ikke kan mærke deres opmærksomhedsproblemer. Omvendt er det ikke kun en gave, da det har konsekvenser og andre ting, som kan være utrolig vigtige for at få en dagligdag til at fungere bliver glemt, indtil hyperfokussen stopper og der pludselig ikke er tid eller energi til at gøre det, der skulle være gjort den dag – såsom at få lavet mad til familien, handlet ind eller sågar gjort rent.
Hyperfokus og høj begavelse
Børn, unge og voksne som er højt begavede og har ADHD med hyperfokus kan være særdeles svære at diagnosticere. De klarer sig bedre i skolen og på arbejdspladsen, da deres høje IK betyder, at de har nemmere ved at finde og tillære sig strategier i forhold til deres ADHD. Evnen til at lave hyperfokus gør det også sværere, for de kan få udrettet en masse, på meget kort tid og derved kompensere for de vanskeligheder som ADHD’en giver dem.
Læs med om andre symptomer på ADHD i de kommende dage.
Kontakt os hvis du ønsker et forløb ved en psykolog der er erfaren med ADHD på telefonnummer 30911771 eller e-mail: terapi@minterapi.dk
De bedste hilsner
Siri Wessel Wetlesen
Specialpsykolog og specialist i kognitiv terapi ved minterapi i Hellerup og Hornbæk