Er du god nok til at passe på dig selv? Hvad gør du i hverdagen for at drage omsorg for dig selv? Vores evne til egenomsorg afspejler sig ofte i vores livsstil.
Drager du omsorg for dine egne behov?
Sørger du for at spise og drikke, når du er sulten eller tørstig? Eller er du en af dem, der lige skal … og så glemmer du at få spist og drukket? Egenomsorg er din evne til at drage omsorg for dine egne behov – mindst lige så meget som du drager omsorg for andres behov.
Det er ikke lige meget, hvad du spiser. Spiser du for meget fedt, sukker og får du for meget alkohol, kan dette påvirke dit humør i meget negativ retning. Spiser du for lidt, påvirker det også dit humør i en dårlig retning. Et stabilt blodsukker er afgørende for, at du kan få det bedre. Har din krop det godt, er det lettere med egenomsorg. Din livsstil påvirker din evne til at drage omsorg for dine egne behov.
Din krop har brug for byggesten, for at kunne vedligeholde sig selv. Og gerne gode byggesten. Hermed siger jeg ikke, at du skal leve udelukkende sundt. For det er også sundt ind imellem at nyde slik, et glas vin eller på anden måde “synde”. Så længe du primært spiser sundt og behandler din krop godt med det du indtager.
Din krop er dit tempel
Din krop har brug for, at du passer på den. Dine knogler og muskler har brug for at du motionerer.
Motion – ja her mener jeg altså ikke den slags, hvor du SKAL ud og løbe i flere timer pr uge.
10-15 minutters højintens motion et par gange om uge, hvor du får pulsen højt op, er nok til at din krop får det bedre. Det er nok til at vedligeholde dine muskler og derved passe på dine knogler.
Træning i det små er også vigtigt. Det er lige meget hvor småt du starter. Jo mere overkommeligt du føler det er, desto større er chancen for at du lykkedes. 5 armbøjninger. En gåtur rundt om blokken. Stå af på en station før du egentlig skal af og gå det sidste stykke. Alle ting sætter gang i dine neurotransmittere og øger dit humør. Jo bedre du har det, desto nemmere er egenomsorg. Har du plads til dig selv, så har du også plads til andre omkring dig. Du vil opleve at egenomsorg kan øge din lyst og glæde i livet.
De bedste hilsner
Psykolog Siri Wessel Wetlesen
Specialpsykolog i Psykiatri, Stressbehandling, Angst, Depression, ADHD, Autisme og Behandling af Personlighedsforstyrrelser.
Psykologklinik nær København, i hjertet af Hellerup og i Nordsjælland, Hornbæk