Langt størstedelen af os er opdraget til, at vi altid bør være ærlige og tage ansvar for vores handlinger. Men det er ikke altid, at vi gør det. Hvad sker der med mennesket, når man burde tage ansvar for en dårlig beslutning? Dette ville Stanley Milgram undersøge i sit eksperiment: Lydighedens dilemma
Hvad er ansvarsforskydning?
Når man fralægger sig ansvaret for eksempelvis en dårlig beslutning, kan det skyldes både ubevidste og bevidste overvejelser. Kan beslutningen retfærdigøres? Er det i virkeligheden nogle andres skyld? Hvis man har jokket i spinaten, kan løgne være en forsvarsmekanisme. Her ønsker man at beskytte sig selv mod eventuelle konsekvenser af ens handlinger.
Det kan også være, at man mener, at andre har ansvaret for ens handling. Begrebet ‘ansvarsforskydning’ blev særligt brugt på bagkant af nazismen under 2. verdenskrig. Fænomenet opstod, da de tyske soldater skulle forklare, hvorfor de valgte at støtte nazismen, stå vagt ved gaskamrene og skille familier ad. Her forklarede en del af soldaterne, at det ikke var deres ansvar, fordi de handlede ud fra ordre fra en autoritet. Dette vil blive uddybet senere.
Stanley Milgram: Lydighedens dilemma
I 1961 udførte socialpsykologen Stanley Milgram eksperimentet “Lydighedens dilemma”. Milgram ønskede at undersøge menneskers lydighed over for en autoritet, der beder dem om at påføre andre mennesker smerte. Han designede derfor et eksperiment, hvor forsøgspersonerne troede, at forskerne undersøgte smertes påvirkning på indlæringsevne. I forsøget indgik:
– 1 forsøgsleder (skuespiller)
– 1 elev (skuespiller)
– 1 stødgiver (forsøgpersonen)
Eksperimentet foregik således: Eleven blev sendt ind i et rum lige ved siden af, hvor de blev placeret i en kunstig elektrisk stol. Herefter ville forsøgslederen stille eleven spørgsmål, som eleven eftersigende skulle kende svaret på. Hvis eleven svarede forkert, skulle forsøgspersonen give eleven stød ved hjælp af en knap. For hvert svar, som eleven svarede forkert, skulle mængden af strøm øges indtil 450 volt – der er en dødelig mængde. Eleven, der var skuespiller, fik aldrig stød i virkeligheden. Men personen var instrueret i at sige lyde eller skrige, som hvis det havde været virkelighed – hvilket eleven og forsøgslederen kunne høre på den anden side af væggen.
Lydighedens dilemma: Resultat
Selvom man tænker, at man aldrig ville give en anden person stød, overskred forsøgspersonerne fuldstændig Stanley Milgrams forventninger. 65% af forsøgspersonerne blev ved med at give stød, indtil forsøgslederen selv stoppede forsøget ved omkring 450 volt. DR.dk ønskede i 1978 at genskabe forsøget. Her kan man dykke ned i 3 danske forsøgspersoner:
Forsøgsperson 1: Kvinde
Gennem hele eksperimentet virker kvinden utilpas og nervøs. Allerede ved 180 volt ønsker hun at stoppe, men bliver ved, da forsøglederen forklarer hende, at det er nødvendigt for forsøget. Dette forsætter indtil 390 volt, hvor hun går ind i elevens rum, for at tjekke om personen er besvimet.
Forsøgsperson 2: Mand
Ved 180 spørger han forsøgslederen “ved I godt hvor ondt det gør?”. Herefter overtales han til at fortsætte, da han får at vide at der “ikke er nogle varige elevskader”.
Forsøgsperson 3: Kvinde
Forsøgspersonen sidder stille gennem hele eksperimentet og virker utilpas. Da de når 460 volt, og forsøgslederen stopper forsøget, ånder hun lettet op og græder næsten. Herefter går hun ind til eleven og spørger “Åh du er i live endnu”.
Er Lydighedens dilemma virkelighedsnært?
Lydighedens dilemma viser, at overraskende mange mennesker er villige, til at gøre hvad de får besked på uden hensyn til handlingens indhold, og uanset den strider mod deres egen morale, hvis blot ordren kommer fra en accepteret autoritet. Forsøgspersonerne har ikke lyst til at afbryde det eksperiment, som de tror omhandler indlæring. Desuden var forsøgslederen venlig og smilende, og forsøgspersonerne antog derfor, at han ikke ville lade dem påføre eleven smerte i en farlig grad, eller at han selv var et dårligt menneske.
Milgram navngiver tilstanden under eksperimentet hos forsøgspersonerne ‘den instrumentelle tilstand’. Forsøgspersonen vil i den instrumentale tilstand rette sit fokus mod forsøgslederen med
henblik på at gøre god figur og fremstille sig selv som kompetent. Her retter de primært deres opmærksomhed mod de konkrete opgaver, som de var blevet bedt om at udføre. De undlader altså at forholde sig til deres påvirkning af eleven, og fokuserer udelukkende på at give den rigtige mængde strøm eksempelvis. Her ser de ikke længere sig selv som ansvarlige for situationen.
Et af de væsentlige spørgsmål, som man kan stille, er om Milgrams eksperiment kan overføres til virkeligheden? Han svarer selv klart ja og drager parallel til nazismen. “Som en faktor, der er med til at bestemme menneskers adfærd, er lydighed af en særlig betydning i vor tid. Disse (nazismen, red) umenneskelige forehavender havde måske deres oprindelse i et enkelt menneskes hjerne, men kunne kun udføres, fordi et meget sort antal mennesker adlød ordrer” (Milgram 1977).
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at booke en tid til samtale via vores sikre email: terapi@minterapi.dk eller på telefonnummer 30911771.
Du kan også følge os på instagram: @minterapi.psykolog
De bedste hilsner,
Psykolog Siri Wessel Wetlesen
Specialpsykolog og specialist i psykoterapi
Skrevet af studentermedarbejder, Ida Ankerstjerne Rothaus
