Kender du det at sidde med hjertet oppe i halsen og hamrende hjerte, imens man ser en gyserfilm? Vi ved godt, at vi vil blive bange, og alligevel sætter vi frivilligt den nyeste krimi eller gyserfilm på en fredag aften. I anledningen af Halloween, vil vi i dag dykke ned i, hvordan det mon kan være, at det uhyggelige er så fascinernede. Hvorfor elsker mange gyset?
Uhyggens første forklaringer
Det er ikke noget moderne fænomen at være betaget af det uhyggelige. Den berømte filosof Aristoteles mente i 300-tallet f.kr, at mennesket opsøger det uhyggelige, fordi det renser os for vores egen angst. Han kaldte processen ‘karthasis’. Men lysten til at skræmme os selv virker jo irrationel? Oftest er du stadig påvirket af gyserfilmen, når den er slut. Pludselig hører du noget blafre i vinden, eller den kolde kælder er spooky. Så dette argument virker ikke holdbart.
Der har også længe været en teori om, at gyserfilm kun er for adrenalinjunkies og vovehalse, der har brug for at få pulsen op. Dette kan også sagtens være rigtigt. Der er nogle mennesker, som synes, at det er sjovt at få et chok og blive bange, fordi deres opmærksomhed bliver så fokuseret, at de glemmer tid og sted. Den rationelle stemme i baghovedet kan også altid minde en om, at det blot er skuespil og ikke virkelighed. Men denne teori forklarer stadig ikke hvorfor, at nogle mennesker, der ikke bryder sig om chok og uhygge, frivilligt indvilliger i at se gyserfilm eller tage i et spøgelseshus.
Ny forskning
Nu har et amerikansk-dansk studie fundet en ny vinkel. Her har de nemlig undersøgt, om der kunne være andre årsager til, at mennesket opsøger det uhyggelige. I to studier udpeger forskerne nemlig 3 forskellige typer af mennesker, der alle er fascinerede af gys og ondskab.
Adrenalinjunkies: Dette er den klassiske fan af gyserfilm, der elsker spændingen, adrenalinen og det gode chok. De kan lide følelsen af uvished og hjertebanken.
Dark copers: Den type beskriver mennesker, der bruger de dystre temaer og plot som copingstrategi. De opsøger gyset, fordi det kan reflektere dele fra deres eget liv. Dette er ikke ensbetydende med, at de ønsker at udføre de onde handlinger. I højere grad handler det om, at de har fundet en genre, der ikke viser en rosenrød verden. Dette får dem til at reflektere over deres eget liv, den virkelige verden og det uvirkelige. De kan opnå en følelse af, at deres eget liv egentlig er ret godt i sidste ende.
White Knuckles – en ny vinkel: Dette er gyserfans, der opsøger det uhyggelige, selvom de egentlig ikke kan lide følelsen af at være bange. Men de føler, at de lærer noget og udvikler sig, når de ser noget uhyggeligt og skræmmende.
Særligt den sidste kategori er interessant. I et interview beskriver lektor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitetet, Marc Malmdorf Andersen, at “vi længe har overset, at horror kan være en læringssituation. En form for måde at lege med frygt for at lære både selve frygten og sine egne reaktioner at kende i en kontekst, hvor dit system kommer i gang, samtidig med at du ikke er i fare” (Videnskab.dk, “Hvorfor tiltrækkes vi har horror, vold og død”, af Anne Sophie Tingsted 2022).
Med andre ord menes der altså, at nogle mennesker synes det er spændende at opsøge det uhyggelige, fordi de samtidig studerer deres egen fysiske og psykiske reaktion. I en sådan situation udøser hjernen belønningsstoffer, ligesom den ville gøre, hvis man undersøgte et normalt emne af ren nysgerrighed.
Kilde: https://econtent.hogrefe.com/doi/10.1027/1864-1105/a000354
Kan du genkende det?
Måske har du kunnet nikke genkendende til en af de 3 typer af gyser-fans? Der er i øjeblikket stor fokus på hvordan videospil og gyserfilm påvirker mennesket på længere sigt. Man mener, at tærsklen for, hvad det kræver at blive skræmt, bliver skubbet hele tiden. Mon dette bliver et problem i fremtiden? Rigtig god Halloween til alle gyser-fans, og god torsdag aften til alle jer, der skal sidde på sofaen med en romantisk-komedie!
Ønsker du at vide mere?
Du er velkommen til at booke en tid til samtale via vores sikre email: terapi@minterapi.dk
De bedste hilsner
Psykolog Siri Wessel Wetlesen
Specialpsykolog og specialist i psykoterapi
Skrevet af studentermedarbejder, Ida Ankerstjerne Rothaus