Når man tænker på ondskab, vil tankerne oftest ledes i retningen af klassiske onde personer. I eventyr er der altid en tydelig grænse mellem det gode og det onde, men i virkeligheden er forskellen ikke så sort/hvid. Mennesker, der begår onde handlinger, har ofte en historie og oplevelser, der har formet deres adfærd. Det er ikke altid let at præcisere, hvad der driver mennesket til at handle ondt. På trods af vores ønske om at kategorisere ondskab som noget fjernt fra os selv, er virkeligheden langt mere kompleks og nuanceret.

Hvordan viser ondskab sig hos neurotypiske personer?

Når man omtaler ondskab på et fagligt plan, inddeler man det ofte i to overordnede katagorier:

Det naturligt onde & det moralske onde.

Det moralske onde er kendetegnet ved at være begået af almindelige mennesker, der godt ved, hvad de gør. Her arbejder man med følgende underkatagorier:

Den instrumentelle ondskab: Denne form for ondskab er kendetegnet ved, at mennesker gør noget ondt for at opnå noget andet. Dog er de vel vidende om at det, de gør, er ondt. Den onde handling mangler her egenværdi i sig selv. Den er kun et remedie for at opnå noget større og vigtigere mål. Gerningsmanden ville undlade at benytte den, hvis personen kunne opnå sit mål på anden vis.

Den idealistiske ondskab: Den idealistiske ondskab er kendetegnet ved, at mennesker gør noget ondt i troen på, at de gør noget godt. Den opstår, når mennesker ønsker at realisere et bestemt ideal. På denne måde kan grænserne for, hvad der er acceptabelt eller retfærdigt blegne. Dette betyder, at næsten enhver handling kan legitimeres, hvis den tjener det overordnede mål.

Den sadistiske ondskab: Denne form for ondskab er kendetegnet ved, at mennesker gør noget ondt ved andre mennesker, blot fordi det er ondt. Her er fokusset på den onde gerning i sig selv og ikke eventuelle resultater, som det vil medbringe.

Den dumme ondskab: Den dumme ondskab opstår derimod, når gerningspersonen i større eller mindre omfang undlader at tænke over sine handlinger. Denne form for ondskab er præget af ligegyldighed, manglende interesse eller dovenskab ved overvejelsen af potentielle konsekvenser af handlingerne.

Hvordan kan ondskab vise sig hos neurodivergente personer?

For nogle neurodivergente mennesker, gælder de overstående katagorier ikke. Det kan være fordi, at de ikke er i stand til at sætte sig ind i, at deres handlinger er onde. Her taler man om det naturligt onde. Det kan også være fordi, at de altid er blevet mødt af omverden, som om de er omvandrende monstre, og at de derved ikke kan adskille onde handligner fra gode handlinger.

En af dem, der har svært ved at adskille onde og gode handlinger fra hinanden, er 48-årige Patric Gagne. Hun er en amerikansk psykolog og forfatter, der i 2020 udgav bogen “He married a sociopath. Me”. Begrebet sociopati er meget udbredt i populærkulturen. Her tænker man på den kølige politiker, direktør eller i sin mest ekstreme form – seriemorderen. Men det er ikke en officiel diagnose. I Storbritannien er det et forældet begreb, der hører under Dyssocial Personlighedhedsstruktur. I USA blev Gagne stemplet som sociopat af en psykolog, som fik hende til at tage tjeklisten for psykopati.

I dag arbejder Gagne på at afstigmatisere diskursen om sociopater og psykotater. I et interview med The Guardian siger hun: “I think because these words (sociopati og psykopati) have become synonymous with evil, people’s compassion for them automatically drops“. Gagne mener, at stigmatiseringen af sociopater som monstre, kan have en eskalerende effekt på deres handlinger. Hvis de vokser op til fortællingen om, at de er ligeglade, følelseskolde og upålidelige, vil der ikke være en forventning til, at de kan være anderledes.

“Sociopaths are villanaised for failing to demonstrate the exacts same emotion, they have never recieved themselves.”

Patric Gagne – Interview med The Guardian

Hvordan retsforfølges onde mennesker?

Helt generelt bliver mennesker sat i fængsel, hvis de bryder loven og begår onde handlinger. Dog kan der indimellem være afvigelser. Af straffelovens §16 fremgår, at personer, som på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller mental retardering, ikke straffes med fængsel. Dog anses en personlighedsforstyrrelses, som psykopati og sociopati, ikke for at være lidelser, der kvalificerer en gerningsperson til er være sindssyg i gerningsøjeblikket. Det skyldes, at personlighedsforstyrrelser ikke betragtes som lidelser, der forringer evnen til at kontrollere sine følelser eller skelne mellem godt og ondt. Derimod betragter domstolen situationer med alvorlige affektive sindslidelser som f.eks. bipolar lidelse, som sygdomme, der er i stand til at påvirke en persons følelsesmæssige kontrol og dømmekraft.

Hvorvidt man er sindssyg i gerningsøjeblikket er dog et juridisk begreb, som kun domstolen kan afgøre i sidste ende. Men hvis man endeligt bliver erklæret sindssyg i gerningøjeblikket, vil straffeloven ikke kræve fængselsstraf, men i stedet en behandlings- eller forvaringsdom på fx. en psykiatrisk institution.

Vil du vide mere?

Du er også velkommen til at booke en tid til samtale via vores sikre email: terapi@minterapi.dk eller på telefonnummer 30911771

De bedste hilsner,

Psykolog Siri Wessel Wetlesen

Specialpsykolog og specialist i psykoterapi

Psykologklinik i hjertet af Hellerup

Skrevet af studentermedarbejder, Ida Ankerstjerne Rothaus

• Instagram